Rejseforsikring

Her finder du svar på udvalgte spørgsmål til rejseforsikring

Dækker det blå kort hjemtransport?

Nej, det blå kort dækker ikke hjemtransport, hverken ved sygdom, ulykke eller dødsfald. Hvis du ønsker at sikre dig mod udgifter til hjemtransport på din ferie, skal du købe en rejseforsikring.

Er det rigtigt at vores rejseforsikring ikke dækker, fordi min mand var indlagt med for højt blodtryk inden afrejsen?

Generelt er det sådan, at en rejseforsikring kun dækker akut sygdom, der opstår under rejsen. Den dækker ikke forværring af eksisterende sygdom, som er opstået 2 måneder inden rejsen. I jeres situation er det derfor en god ide at kontakte jeres forsikringsselskab og få en forhåndsvurdering, dvs. få afklaret om eller hvordan forsikringen dækker på jeres rejse. Det forventede behov for behandling på rejsen har betydning for, om selskabet vil dække din mand på den kommende rejse.
Det er i alles interesse, at I er helt parat til at rejse. En ting er, hvordan I er dækket af jeres forsikring, noget andet er, at det ikke er nogen rar situation at blive meget syg og samtidig være langt væk hjemmefra.

Kan jeg få dækket mine udgifter flere gange, hvis jeg har flere rejseforsikringer?

Nej, du kan kun få dækket dine udgifter én gang. Men du kan vælge at anmelde skaden til det forsikringsselskab, hvor du har den bedste dækning

Kan jeg få erstatning, hvis min bagage er forsinket på returrejsen til DK?

Nej, rejseforsikringen dækker kun forsinket bagage på udrejsen og ikke ved returrejsen til Danmark.

Kan jeg være sikker på, at rejseforsikringen på mit kreditkort dækker, hvis jeg fx bliver syg på rejsen?

Nogle kreditkortselskaber betinger dækningen af, at du fx betaler rejsen med kortet. Der kan være forskel på, hvem forsikringen dækker, og hvad den dækker fra kort til kort. Hvis du er i tvivl om, hvordan dit kort dækker, så kontakt din bank eller forsikringsselskabet.

Skal jeg have en rejseforsikring, hvis jeg holder ferie i DK?

En rejseforsikring er frivillig.

Om du har brug for en rejseforsikring, når du alene holder ferie i Danmark, afhænger af hvor godt du vil sikre dig. Det kan fx være nyttigt med en afbestillingsforsikring, hvis du pga. akut sygdom må aflyse dit ophold, ligesom nogle rejseforsikringer rent faktisk kan dække fx ødelagte feriedage ved ferie i Danmark.

Hvilken sikkerhed har jeg, hvis et flyselskab går konkurs, inden jeg tager afsted?

Tidligere kunne man købe en konkursforsikring via flyselskabet. Det skyldes, at kun pakkerejser var dækket af Rejsegarantifonden, og at konkurs er undtaget af en almindelig rejse- og afbestillingsforsikring.

Fra den 1. juli 2015 blev flybilletter alene også omfattet af Rejsegarantifondens dækning, hvis et flyselskab går konkurs. Konkursforsikringen blev derfor gjort overflødig, og det er derfor, at du ikke længere har mulighed for at tilvælge den, når du køber flybilletter. For at du kan få dækket dine flybilletter af Rejsegarantifonden, skal følgende være opfyldt: 

  1. Du har købt flybilletter med udrejse fra og hjemrejse til en dansk lufthavn.
  2. Du kan dokumentere, at du har købt og betalt flybilletten.
  3. Virksomheden, som du har købt flybilletten hos, er gået konkurs.

Du skal dog være opmærksom på, at der er forskel på dækningen, alt efter om du er kommet afsted på din ferie eller ej.

Hvis du fx strander i udlandet pga. konkurs, så sørger Rejsegarantifonden for, at du bliver hjemtransporteret.

Hvis konkursen derimod sker, inden du er kommet afsted, får du kun refunderet flybillettens pris, hvis der er tilstrækkelige midler i fonden, og man skal altid betale en selvrisiko på 1.000 kr. pr. person.

Du kan derfor med fordel betale din flybillet med et internationalt betalingskort, som i nogle tilfælde giver dig mulighed for at gøre indsigelse mod betalingen via dit pengeinstitut.

Har du købt en pakkerejse, gælder der andre regler. Du kan læse mere på Rejsegarantifondens hjemmeside: Rejsegarantifonden.dk

Hvilke forsikringer har min søn brug, når han skal rejse 5 måneder til USA?

Vi kender desværre ikke alle forsikringsselskabers produkter og vilkår. Men mange rejseforsikringer dækker normalt kun rejser op til 60 dages varighed. Som det første skal I derfor sikre jer, at forsikringen dækker ham i hele perioden, og at den dækker i hele verden.

Hvis ikke jeres rejseforsikring dækker hele perioden, kan I kontakte jeres forsikringsselskab eller tjekke forsikringsguiden.dk. Her kan I indtaste din søns specifikke rejsedage og finde en forsikring, der dækker under hele hans ophold i USA.

Herudover vil jeg råde jer til at undersøge, om rejseforsikringen inkluderer en dækning for privatansvar og indbo. For jeres/hans egen indboforsikring dækker normalt kun ophold i udlandet i indtil tre måneder fra afrejse. Det betyder, at han ikke er dækket, hvis han efter tre måneder fx bliver udsat for tyveri eller er skyld i, at andre kommer til skade.

Hvis han har en ulykkesforsikring, vil den som oftest dække ham i udlandet i op til et eller to år. Det fremgår af hans forsikringsvilkår. Hvis han skal arbejde under sit ophold, skal han desuden sikre sig, at forsikringen dækker den type erhverv, han skal udføre. Samtidig må han undersøge, om han kan være dækket af arbejdspladsens evt. forsikringer, hvis han fx kommer til skade eller er skyld i andres skade under arbejdets udførelse. For sidstnævnte vil ikke være dækket af en privat ansvarsforsikring.

Jeg håber, at mit svar har givet dig et bedre indblik, og at din søn får et rigtigt godt ophold i USA.

Har jeg ikke krav på at få betalt en ny rejse for hele familien efter min datters sygdom på Kreta?

Mange rejseforsikringer dækker ødelagt ferie, hvis man bliver indlagt pga. akut sygdom eller uheld på
ferien. Men der kan være forskel på, i hvilke situationer forsikringen helt præcis dækker, og hvor mange dage og personer forsikringen betaler kompensation for. I kan se i jeres vilkår, hvilke regler der gælder for jeres forsikring.

Du skriver ikke, hvor længe I skulle være væk. Men først og fremmest skal man oftest være indlagt i mere end halvdelen af ferien for at få erstattet det fulde beløb til en helt ny rejse (erstatningsrejse). Hvis man har været syg mindre end halvdelen af tiden, kan man i stedet have krav på at få dækket ødelagte feriedage – dvs. rejsens pris pr. dag i den tid, man har været indlagt.

Men man kan ikke nødvendigvis få erstatning for samtlige rejsedeltagere. For ofte dækker en rejseforsikring kun den, som bliver syg og optil en eller to personer mere. Det kan være forklaringen på, at dit forsikringsselskab ikke betaler kompensation for jer alle fire.

Hvordan sikrer vi os i tilfælde af sygdom, når vi rejser flere familier sammen?

For det første er det vigtigt at tjekke, om alle rejsedeltager har en afbestillingsforsikring i forvejen, og om den dækker, hvis andre end de selv bliver syge. Der kan være stor forskel på, hvordan en afbestillingsforsikring dækker hos de enkelte forsikringsselskaber, og når I rejser på tværs af familier, kan der nemt opstå en situation, hvor der ikke er dækning på alles rejseforsikring.

De fleste afbestillingsforsikringer dækker, hvis den/de forsikrede inden afrejsen bliver akut syge, kommer til skade eller pludseligt dør, eller hvis der opstår akut sygdom eller dødsfald i nærmeste familie (fx børnebørn, svigerbørn, forældre, søskende, svigerinde, svoger og bedsteforældre). Herudover er det på nogle forsikringer også muligt at afbestille, når en rejseledsager bliver syg eller dør, hvis rejseledsageren selv har ret til erstatning fra deres egen afbestillingsforsikring. Det kan dog være et krav, at rejselederens afbestilling betyder, at du må rejse alene.

Gruppeafbestillingsforsikring

Da I er mange familier, som rejser sammen, og I ikke allesammen er en del af hinandens nærmeste familie, og du har betalt størstedelen af rejsen, kan det betyde, at du ikke kan få refunderet det fulde beløb for rejsen, hvis du, din familie eller venner bliver syge. Jeg vil derfor anbefale dig at få et tilbud på en gruppeafbestillingsforsikring, som giver ret til afbestilling, hvis der opstår sygdom på tværs af familierne.

Hvis du allerede har bestilt rejsen, skal du være opmærksom på, at det ikke er muligt at købe en afbestillingsforsikring hos alle forsikringsselskaber. I nogle selskaber skal du have købt forsikringen, inden du køber rejsen. Hos andre selskaber skal du købe forsikringen, inden du betaler rejsens depositum, og nogle selskaber har blot et krav om, at du køber gruppeafbestillingsforsikringen senest 14 dage før afrejse.

Hvorfor dækker min rejseforsikring ikke en skade på en lejebil i udlandet?

Mange rejseforsikringer er udvidet til at dække selvrisikoen for en lejet bil.

Det kræver dog normalt, at udlejningsbilens kaskoforsikring rent faktisk dækker skaden, og at der bliver udbetalt en erstatning, og du bliver opkrævet den aftalte selvrisiko.

I dit tilfælde har bilens kaskoforsikring, som jeg forstår det, ikke udbetalt erstatning, netop fordi selvrisikoen (10.500 kr.) på bilforsikringen var højere end reparationsbeløbet på 8.772 kr.

For at udgiften kan dækkes af din rejseforsikring, skulle reparationsudgiften altså have oversteget din selvrisiko, så udlejningsfirmaet i stedet havde opkrævet dig selvrisikobeløbet i forbindelse med skaden. Alternativt skulle du have købt den selvrisikoforsikring, som udlejningsselskabet tilbød dig.

Lad mig give et eksempel:
Du modtager en opkrævning på selvrisikoen for en lejebil på 10.500 kr. efter en påkørsel af en skilt.

Reparationsudgift                  15.000 kr.
Selvrisiko                               10.500 kr.
Lejeforsikrings andel              4.500 kr.
Din rejseforsikrings andel      10.500 kr.
Din andel                                0 kr.
 

Jeg synes derfor desværre, at det lyder til, at dit forsikringsselskab har truffet den rigtige afgørelse. Er du utilfreds med dit forsikringsselskabs afgørelse har du altid mulighed for at klage, i første omgang til forsikringsselskabets klageansvarlige og herefter til Ankenævnet for Forsikring.

Vi har inviteret hele familien på efterårsferie, men hvordan er vi dækket, hvis en af os bliver syg inden afrejse?

Der kan være forskel på, hvordan afbestillingsforsikringen dækker. Man er derfor nødt til at undersøge det med sit eget forsikringsselskab.

Nogle selskaber dækker afbestilling for hele gruppen, hvis det er betaler – i dette tilfælde jer – der bliver syge, kommer til skade eller der sker en anden dækningsberettiget afbestillingsgrund. I andre selskaber gælder, at det skal anmeldes på den enkelte rejsedeltagers egen afbestillingsforsikring.

Hvis der sker noget i jeres svigersøns familie, så vil jeres datter, svigersøn og børn kunne anmelde det til deres egen afbestillingsforsikring. Men resten af gruppen/familien vil oftest ikke kunne opnå dækning på deres egen afbestillingsforsikring af den årsag.

Afhængig af rejsens pris kan I undersøge muligheden for at købe en gruppeafbestillingsforsikring for den enkelte rejse, men der kan være krav om, at den skal købes samtidig eller i umiddelbar forlængelse af køb af rejsen.

Hvordan sikrer vi os bedst muligt, når vi rejser på sommerferie i udlandet? Skal vi have en rejseforsikring, eller er det blå kort rigeligt?

Det blå kort dækker lægebehandling i EU/EØS på lige vilkår med de lokale. Det vil sige, at hvis I bliver syge eller kommer til skade, når I er på ferie i et EU/EØS-land, så kan I få behandling hos lægen eller på hospitalet.

Det blå kort dækker ikke hjemtransport, og det dækker heller ikke ødelagte rejsedøgn eller erstatningsferie. Der skal I købe en rejseforsikring.

En rejseforsikring dækker som udgangspunkt, hvis man bliver syg eller kommer til skade på ferien, ligesom den også dækker hjemtransport, hvis man ikke kan rejse hjem på samme måde, som man tog afsted. Derudover kan man købe forskellige tilvalgsdækninger som fx dækning ved konkurs eller strejke.

Udenrigsministeriet har netop lanceret en ny app ”Rejseklar”, hvor man kan holde sig opdateret på rejsevejledningen for det land, man skal rejse til. Man kan også skrive sig på danskerlisten, så myndighederne ved, at man befinder sig i landet. På den måde vil I modtage besked fra Udenrigsministeriet, hvis der skulle opstå en alvorlig hændelse i landet. Udenrigsministeriet vil også kunne kontakte jer direkte i tilfælde af en krise.

I kan læse mere om Rejseklar-app’en her.

Dækker rejseforsikringen, hvis vores fly er forsinket?

Som udgangspunkt dækker rejseforsikringen ikke, hvis flyet bliver aflyst eller forsinket på grund af fx strejke. Der er forsikringsselskaber, som tilbyder flykompensation som en tilvalgsdækning, så det er en god idé at tjekke med jeres forsikringsselskab, hvordan jeres rejseforsikring præcis dækker.

Hvis forsikringen ikke dækker, skal man selv søge om kompensation. Forbrugerrådet Tænk har udarbejdet en liste over, hvad man er berettiget til, og hvor man kan søge kompensation. I kan finde listen her.

Vi skal på skiferie i vinterferien. Hvad skal vi være opmærksomme på?

Det er vigtigt at tjekke op på, om der gælder særlige regler i det land, I rejser til. Særligt når det er i forbindelse med skiferie. Østrig har fx krav om, at du medbringer snekæder, og man skal være opmærksom på, at de såkaldte snesokker ikke er godkendt. I Italien er der krav om, at man skal have tegnet en privatansvarsforsikring, når man står på ski, og man kan risikere at få inddraget sit liftkort, hvis man ikke kan fremvise bevis på ansvarsforsikringen.

Derudover skal I huske at have refleksveste med, når I kører ned igennem Europa.

Det er vigtigt, at I har en indboforsikring, da ansvarsforsikringen er en del af denne. I kan få et certifikat hos jeres forsikringsselskab som bevis for ansvarsforsikringen. Derudover er det også en rigtig god idé, at I har en ulykkesforsikring og en rejseforsikring, hvis I skulle være så uheldige at komme til skade eller blive syge.

Hvornår skal man søge om medicinsk forhåndsgodkendelse inden en rejse?

Som udgangspunkt dækker rejseforsikringen ikke sygdom eller tilskadekomst, som er opstået indenfor 2 måneder før afrejse. Det er derfor vigtigt, at I kontakter jeres rejseforsikring og får udfærdiget en såkaldt medicinsk forhåndsgodkendelse.

Typisk kan man udfylde en anmodning på forsikringsselskabets hjemmeside, og så får man med det samme svar på, om en sygeplejerske skal foretage yderligere vurdering af situationen. Sygeplejersken tager stilling til, om rejseforsikringen vil dække sygdom eller andet, der kan føres tilbage til jeres søns operation eller ej.

Hvis der skulle ske andet, som ikke er relateret til operationen, eller hvis en af I andre bliver syg eller kommer skade, vil det være omfattet af rejseforsikringen.