Et omfangsdræn leder vand fra jorden omkring huset til kloakken eller et nedsivningsanlæg. Et omfangsdræn sikrer at vandet transporteres væk fra kældervæg og fundamenter og anlægges omkringkældervæggen. Typisk vil et omfangsdræn føres hele vejen rundt om huset, men nogle gange kun langs enten gavle eller facader.
Man skal være opmærksom på, at ikke alle huse og jordarter er velegnede til at få lavet omfangsdræn. Har man permanent højtstående grundvand, skal man få undersøgt, hvilken jordtype, man har med at gøre. Hvis det er en meget tæt jordtype (fx ler), kan du godt sænke grundvandet lige rundt om huset ved hjælp af dræn. Men hvis det er sandet jord og grundvandet står højt. vil du kunne blive ved med at pumpe uendeligt uden at der sker noget. Og så har man en stor udfordring, da en eksisterende kælder er meget svær at tætne så meget, at grundvandet ikke kan sive igennem. Det er normalt kun muligt ved nyanlæg.
Et omfangsdræn anlægges med et perforeret rør/drænrør. Det skal anlægges
i en såkaldt drænkasse af eksempelvis filtersand, grus eller LECA. Herved drænes jorden hurtigere for vand, der ledes til drænrøret, hvor vandet kan ledes væk.
Drænvandet skal normalt pumpes til kloaksystemet, men kan ledes med naturligt fald, hvis huset er højtliggende i forhold til kloak. Drænvandet kan også ledes til en å/grøft eller til nedsivning på grunden. I nogle tilfælde suppleres omfangsdræn med et stikdræn og/eller et netdræn under huset. Ikke alle fugtige kældre kan blive tørre med et omfangsdræn. Det afhænger af grundvandsspejlets niveau og husets konstruktion.
Krav:
- Omfangsdræn skal placeres 30 cm under kældergulvet/ for at sikre, at grundvand kan afledes og kældergulv holdes tørt.
- Inden arbejdet påbegyndes skal du have en tilladelse til afledning af drænvand af din kommune. Den kan du søge via borger.dk, din egen kommunes hjemmeside eller ved at kontakte Teknisk Forvaltning hos din kommune. Forhør dig eventuelt, om der er særlige lokale regler, hvor du bor.
Pris:
- Prisen på et omfangsdræn afhænger af, hvor stort et område, der skal drænes. Desuden varierer prisen af, hvor gode adgangsforholdene er og om belægningen skal reetableres eller anlægges på ny.
- Prisleje: 90.000-350.000 kroner.
Hvem må anlægge det:
- Omfangsdrænet skal udføres af en autoriseret kloakmester. Gravearbejdet kan udføres af andre., men kræver ekspertise, hvis der ikke skal ske skade/revner på bygningerne.
