Undgå skader

Få råd til klimasikring

Når du skal klimatilpasse, kan det være en forholdsvis dyr affære. Fra 2025 er det muligt at få fradrag for håndværkerudgifter til klimasikring. Du kan også tale med din bank om lånemuligheder.

Når du skal klimatilpasse, kan det være en forholdsvis dyr affære.  Fra 2025 er det muligt at få fradrag for håndværkerudgifter til klimasikring. Du kan også tale med din bank om lånemuligheder.

Et professionelt klimatjek giver mulighed for tilbud på lån
Flere banker og kreditforeninger tilbyder i samarbejde med rådgivningsfirmaer et professionelt klimatjek, der giver dig et overblik over, hvordan du kan beskytte din bolig og din grund mod det vådere og vildere vejr. Med et klimatjek får du konkrete forslag til at forebygge og afhjælpe problemer på din bolig og din grund – fx etablering af pumpe-brønd, faskiner, højvandslukker, som kan beskytte din bolig mod vandskade. Rapporten kan bruges til at få et tilbud på lån i bank eller kreditforening. 

Undersøg dine muligheder for lån til klimasikring ved din bank eller realkreditinstitut. 

Boligjobordning og klimatilpasning 2025
Regeringen har genindført håndværkerfradraget med en beløbsgrænse på 8.600 kr. fra 2025 og frem til mindst 2028. Samtidig udvides Boligjobordningen til at omfatte mere klimasikring og grønne løsninger. 

Det betyder, at boligejere kan få fradragsret for lønudgifter til ’grøn istandsættelse’ af hjemmet eller fritidsboligen. Det kan være til energibesparende forbedringer, energiforsyning og klimasikring i boligen. Det kan også være at etablere et omfangsdræn eller højvandslukke, så boligen bedre kan stå imod klimaforandringerne.