Hvad er en ø-taxi?
Siden 1. januar 2024 har flere småøer i Danmark fået mulighed for at tilbyde kørsel mod betaling uden de særlige krav fra taxaloven. Det betyder, at du som privatperson kan køre med passagerer mod betaling – men det betyder ikke, at din forsikring automatisk dækker.
Disse øer er omfattet af ø-taxi-ordningen:
Bågø – Endelave - Hjarnø - Orø - Fur - Nekselø - Omø - Sejerø - Agersø – Avernakø - Lyø
Dækker din bilforsikring ø-taxi-kørsel?
Selvom du har en almindelig bilforsikring, betyder det ikke nødvendigvis, at du er dækket, når du tager passagerer med mod betaling. Forsikringsselskaber skelner ofte mellem privat og erhvervsmæssig kørsel, og ø-taxi kan falde ind under erhvervskørsel.
Risikoen ved ikke at være dækket:
- Hvis du bliver involveret i et uheld, kan din forsikring afvise at dække skader.
- Du kan ende med selv at skulle betale for skader på bilen.
- Du kan risikere at blive mødt med et stort krav fra dit forsikringsselskab, hvis de har dækket en skade på en passager.
Sådan sikrer du dig, at du er korrekt forsikret
For at undgå problemer anbefaler vi, at du gør følgende:
- Kontakt dit forsikringsselskab – Spørg, om din forsikring dækker kørsel mod betaling.
- Få en skriftlig bekræftelse – Hvis din forsikring skal opdateres, bed om at få det på skrift.
- Tjek vilkårene regelmæssigt – Hvis du fortsætter med at køre ø-taxi, skal du sikre, at forsikringsvilkårene stadig dækker dig.
Hvad hvis du tager en ø-taxi som passager?
Som passager bør du også være opmærksom på forsikring. Spørg gerne chaufføren, om bilen er forsikret til kørsel mod betaling – så du er sikker på at være dækket i tilfælde af en ulykke.