Bil og motor

Lovpligtig bilforsikring

Alt som er værd at vide om lovpligtig bilforsikring

Hvis du ejer en bil, er du sandsynligvis bekendt med, at dele af bilforsikringen er lovpligtig. På denne side vil vi uddybe, hvad en lovpligtig bilforsikring er, og hvorfor du skal have den. 

Hvad er en lovpligtig bilforsikring?

Ansvarsforsikringen på en bil og andre motorkøretøjer er lovpligtig. Det er den, fordi det fremgår af Færdselsloven, at den der er ansvarlig for et motorkøretøj skal erstatte de skader, som køretøjet laver ved færdselsuheld og eksplosion eller brand, der stammer fra køretøjets brændstofsanlæg. Det betyder, at du som ejer af et køretøj altid bliver ansvarlig for de skader, du forvolder på andres person eller ejendele, hvis du er involveret i en bilulykke, også selvom du ikke er skyld i uheldet. En ansvarsforsikring beskytter altså både dig og andre trafikanter mod økonomiske konsekvenser ved ulykker. 

Hvad dækker en ansvarsforsikring?

En ansvarsforsikring dækker det erstatningsansvar, man kan blive mødt med som ejer eller bruger af en bil, hvis der sker skader, mens bilen er i brug som køretøj. En ansvarsforsikring dækker også skader på passagerer i din bil ved bilulykke. Derimod er du som fører ikke selv dækket af bilens ansvarsforsikring. For selv at være dækket som fører kræver det enten en førerforsikring eller en førerulykkesforsikring.

Forsikringsguiden.dk

Find den rigtige bilforsikring til prisen

Gå til side

Hvad koster en lovpligtig ansvarsforsikring?

Når det kommer til prisen på en lovpligtig ansvarsforsikring, er der flere faktorer, der påvirker den endelige pris. Forsikringsselskaber tager typisk højde for faktorer som din alder, bopæl, kørselserfaring, bilmodel, antal kilometer du kører årligt og tidligere forsikringshistorik. 

Disse oplysninger hjælper forsikringsselskaberne med at evaluere den potentielle risiko, du udgør som forsikringstager. Generelt set, vil en bilforsikring til unge være dyrere, end hvis du er en erfaren bilist med en ren kørselshistorik.

For at få en nøjagtig pris på en lovpligtig ansvarsforsikring anbefaler vi altid at indhente tilbud fra forskellige forsikringsselskaber. Ved at sammenligne priser, selvrisiko og dækninger kan du finde den forsikring, der opfylder dine behov og passer til dit budget. 

Skal du have en kaskoforsikring?

En kaskoforsikring er en frivillig forsikring, der kan suppleres med den lovpligtige ansvarsforsikring. Mens den lovpligtige forsikring dækker skader, du forårsager på andre personer eller deres ejendom, dækker kaskoforsikringen skader på din egen bil. Dette inkluderer skader som følge af trafikulykker, tyveri, hærværk, brand, stormskader og andre uforudsete ulykker. Når du har en kaskoforsikring, betaler forsikringen for reparation eller ved totalskade for en tilsvarende bil af samme mærke, model, alder, kilometerstand og vedligeholdelse som den totalskadede/stjålne bil. 

Når du har en kaskoforsikring på din bil, indeholder den normalt også redningshjælp på din bilferie. Du kan hos de fleste forsikringsselskaber købe forskellige tilvalg til din kaskoforsikring; friskade, bilafsavn og værdiforringelse er nogle af de vigtigste.

Du skal være opmærksom på, at det ofte vil være et krav fra et leasingselskab, at du har en kaskoforsikring, når du leaser en bil hos dem.