Ejerskifteforsikringens dækning er beskrevet i en særlig bekendtgørelsen. Der findes dermed et minimum for, hvad en ejerskifteforsikring skal dække (standarddækning). Nogle forsikringsselskaber tilbyder derudover en udvidet dækning, som kan variere fra selskab til selskab.
Standard dækning
Standarddækningen er fastsat ved lov.
En ejerskifteforsikring dækker som hovedregel skader, der allerede var tilstede på ejendommen ved overtagelsesdagen, men som ikke blev opdaget ved huseftersynet og derfor ikke er nævnt i tilstands- eller elinstallationsrapporten.
Hvis et forhold er nævnt i tilstands- eller elinstallationsrapporten, men forholdet er klart forkert beskrevet, kan ejerskifteforsikringen også dække.
Ejerskifteforsikringen dækker manglende eller væsentlig nedsatte funktioner af VVS-installationer, både dem i og uden på den forsikrede bygning (til ydersiden af bygningens fundament). Den dækker også lovliggørelse af ulovlige forhold ved VVS-installationer, hvis de ikke er nævnt i tilstandsrapporten.
Elinstallationer er også indbefattet af standarddækningen. Det betyder, at hvis elinstallationerne mangler eller har nedsat funktion, så vil der kunne ydes dækning for denne mangel. Den dækker også lovliggørelse af ulovlige forhold ved sådanne installationer, hvis de ikke er nævnt i elinstallationsrapporten.
Ejerskifteforsikringen dækker merudgifter i forbindelse med udbedring af skader/ulovlighed på bygningen, hvis det kræves for at leve op til nutidens regler i byggelovgivningen. Den dækker også nødvendige og rimelige merudgifter i forbindelse med genhusning i op til 12 måneder, hvis udbedringen af en skade gør huset ubeboeligt.
Der er indført en bagatelgrænse – en lovbestemt selvrisiko - så skader for under 5.400 kr. (2022) ikke udløser erstatning
Udvidet dækning
En ejerskifteforsikring med udvidet dækning dækker det samme som standarddækningen. Derudover dækker udvidelsen flere forhold på bygningen og forhold ved grunden end standarddækningen.
En ejerskifteforsikring med udvidet dækning har typisk en dækningsperiode på 10 år.
Vær opmærksom på, at det ikke er alle selskaber der tilbyder en udvidet dækning.
Da den udvidede dækning ikke er lovbestemt (som standarddækningen), er der forskel på, hvad den dækker fra forsikringsselskab til forsikringsselskab. Eksempler på udvidet dækning kan være:
- Udbedring af forhold på grunden, der skader beboelsesbygningen.
- Forurening på grunden (oftest op til en grænse på 1.000.000 kr.), såfremt at en offentlig myndighed har udstedt et offentligt påbud om at rense grunden.
- Skimmelafrensning af ens indbo.
- Ulovlige kloak- og stikledninger på grunden uden for fundamentet, samt skader på lovlige stikledninger og kloak.
- Hvis en indretning i boligen er ulovlig udført, fx fejlagtig eller manglende vådrumssikring.
- Udslip af forbrugsvand, olie eller naturgas i forbindelse med en skade.
Ejerskifteforsikringen dækker ikke
Skader og fysiske forhold, der er nævnt i tilstandsrapporten eller elinstallationsrapporten, er ikke dækket af ejerskifteforsikringen. Det er kendte forhold, som du er blevet gjort opmærksom på, inden du købte huset.
Forhold, der alene skyldes alder, slid eller mangelfuld vedligeholdelse, er ikke dækket af ejerskifteforsikringen. Når man køber et brugt hus, må man forvente, at huset helt naturligt er præget af alder og brug.
Forhold, som er et resultat af gængs byggeskik for huse af samme type, alder og stand. Fx er en fugtig kælder i et ældre hus ikke dækket af ejerskifteforsikringen. Her er der tale om forventelige forhold ved ældre huse. Læs hustypebeskrivelsen i tilstandsrapporten. Her får du et indblik i, hvilke særlige forhold, du skal være opmærksom på ved lige præcis din hustype.
Endelig dækker forsikringen ikke forhold, der opstår, når du overtager huset, eller mangler som alene består i, at husets konstruktioner eller rum ikke viser sig at kunne anvendes til det, du havde forventet. Det kan fx være, hvis konstruktionen ikke kan holde til, at du bygger til, eller at du ikke kan have soveværelse i kælderen pga. fugt.
Eksempler på forhold, der ikke er dækket af ejerskifteforsikringen:
- Revner, der skyldes naturlige bevægelser i bygningen eller almindelig aldersbetinget slid.
- Punkterede termoruder.
- Knirkende gulve.
Forbehold i policen
Forsikringsselskabet laver et tilbud på en ejerskifteforsikring bl.a. på baggrund af de oplysninger, som er indeholdt i tilstands- og i elinstallationsrapporten.
Vær opmærksom på, at et forsikringstilbud kan indeholde nogle særlige forbehold for visse skader eller skadeårsager. Det er altså en undtagelse fra den almindelige dækning. Det betyder, at ejerskifteforsikringen ikke vil dække med begrundelse i særlige forhold ved det hus, du er ved at købe.
Et forbehold vedrører bestemte bygningsdele eller bestemte installationer i huset tages på baggrund af konkrete oplysninger i tilstands- eller elinstallationsrapport.
Hvis du er i tvivl om, hvad forbeholdet betyder, kan du spørge forsikringsselskabet eller søge rådgivning hos en køberadvokat/rådgiver.
Et eksempel på et forbehold
I tilstandsrapporten er anført:
Kældre, krybekældre, eller terrændæk er de bygningsdele, der typisk ligger under ejendommen, som beskytter mod fugt og kulde. Når der er skade eller fejl på disse dele, kan der være risiko for skader på andre bygningsdele. Fejl og skader i en kælder, krybekælder eller hulrum, kan også medføre skader i selve kælderen eller krybekælderen.
Forbeholdet kan lyde således:
På baggrund af tilstandsrapportens pkt. A5.2, A5.4, der omhandler kælder/krybekælder/terrændæk, dækker vi ikke følgende skader: fugtskade, råd, svamp, skimmel og insektangreb i kældergulve, kældervægge, døre, trapper og fodpaneler incl. gulvbelægninger og lette forsatsvægge som følge af fugtopsugning, kondens og indtrængende fugt, bygning A.