Ulykke

Ulykkesforsikring og ældre

Når du bliver ældre, kan din alder betyde, at du ikke kan købe en ulykkesforsikring, eller at din erstatning bliver nedsat, hvis du allerede har en ulykkesforsikring.

Hvornår kan du købe en ulykkesforsikring?

En del forsikringsselskaber har en grænse for, hvor gammel du må være, for at du kan købe en ulykkesforsikring. Aldersgrænsen vil, alt efter forsikringsselskab, ligge mellem 60 og 75 år. 

Der er også forsikringsselskaber uden en aldersgrænse, og selskaber som har særlige seniorforsikringer. Forsikringssummerne på en seniorforsikring vil typisk være lavere end på en almindelig ulykkesforsikring. Tal med dit forsikringsselskab om dine muligheder. 

Erstatning kan blive nedsat

Hvor meget du får udbetalt i erstatning, hvis du kommer ud for en ulykke, er bestemt af:

  • hvor stort dit mén er
  • hvor stor en forsikringssum du har
  • hvor gammel du er

Det er forskelligt fra forsikringsselskab til forsikringsselskab, om din erstatning bliver nedsat, når du bliver ældre - og i givet fald fra hvilken alder det sker.

På nogle forsikringer kan du også miste retten til fx dobbelterstatning (ved mén over 30 procent), når du bliver ældre. Tjek, hvad der gælder for din forsikring.